Da jeg første gang mødte Lorraine, målte hun mig langsomt med blikket. Der var ingen hast i det, det var snarere, som om hun listede fejl. Hendes læber trak sig i et smil, men det smil var koldt og beregnende.
– Åh… hvor… charmerende – sagde hun med en honningsød forklædt nedladenhed.
Mellem hver stavelse var der en pause. Hun var præcis. Kirurgisk. Som om en skalpel gemte sig bag høfligheden. Mit ansigt blev varmt, og æsken med citronkiks føltes pludselig tung i min hånd.
Jeg havde bagt dem aftenen før. Nynnede i mit køkken og forestillede mig, at dette øjeblik ville være venligt. Måske endda varmt.
Det blev det ikke.
Lorraine kastede et blik på min søn — dengang var han kun min kæreste.
– Tyler, synes du ikke, at en lidt… mere sofistikeret kvinde ville passe bedre til dig?
Jeg frøs, smilet stivnede halvvejs på mit ansigt.
? MOR, STOP – KNURREDE TYLER LAVT, MEN LORRAINE HUMMEDE BARE OG FORSVANDT IND I KØKKENET.
– Mor, stop – knurrede Tyler lavt, men Lorraine hummede bare og forsvandt ind i køkkenet.
Det var begyndelsen.
I tre år af vores ægteskab lod hun aldrig, som om hun accepterede mig. Hendes misbilligelse var en konstant baggrundsstøj, en lavfrekvent summen, som kun jeg kunne høre.
– Børnehavepædagog? Seriøst, Maxine? – hånede hun ved hver familiesammenkomst. – Hvor sødt. Nogen skal jo passe kvarterets børn.
Hun kritiserede også min mad. Alt var enten „for sikkert“, eller „for anstrengt“, eller „frygteligt hvidløgsagtigt“.
Hver sætning var et lille stik. Langsomt perforerede de min selvtillid, indtil jeg til sidst kun bestod af undskyldninger.
Jeg øvede mit smil foran spejlet før middage. Det, der siger: alt er fint, selv når intet er fint.
? DU KLÆDER DIG SOM EN EVENTYRBOG – SAGDE HUN ENGANG EFTER EN SKOLEOPTRÆDEN.
– Du klæder dig som en eventyrbog – sagde hun engang efter en skoleoptræden.
En anden gang lænede hun sig over bordet.
– Jeg håber, du er forberedt på et meget simpelt liv. Tyler kunne være nået meget længere.
Hun sagde det, som om hun sørgede. Som om min tilstedeværelse havde taget den strålende fremtid fra ham, som hun havde forestillet sig for sin søn.
Jeg svarede ikke. Jeg fortsatte bare med at spise kyllingen og nikkede til samtalen i den anden ende af bordet.
Men noget i mig revnede. Stille. Som porcelæn, før det går i stykker.
Den aften i sengen fortalte jeg det til Tyler.
– Hun prøver ikke engang at skjule det længere. Det er ikke fair. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.
– Hun vil ændre sig – sagde han og trak mig ind til sig.
– Det har du sagt i tre år.
LORRAINE ÆNDREDE SIG IKKE.
Lorraine ændrede sig ikke. Tværtimod blev hun mere snedig.
Et par uger senere tog vi til en velgørenhedsaften for kunst. Jeg smilede, gav komplimenter, talte med folk. Lorraine svævede rundt i lokalet som en dronning.
Da hun drejede hovedet under en latter, så jeg dem.
Diamantøreringe. Næsten præcis som mine.
Den aften derhjemme åbnede jeg smykkeskrinet. Det var tomt.
Kunne hun have taget dem? Byttet dem ud? Regnet med, at jeg aldrig ville turde konfrontere hende?
Næste dag bestilte jeg kameraer. De var små, næsten usynlige.
? SIKKERHED – SAGDE JEG TIL TYLER.
– Sikkerhed – sagde jeg til Tyler. – Jeg vil bare være sikker på, at jeg ikke bilder mig noget ind.
Måneder gik. Lorraine kom ofte. Kameraerne kørte altid.
Så kom feriemiddagen. Vi var værter. Dufte, stearinlys, latter.
Lorraine kom en halv time for sent. Hun ankom i pailletter. Hun gav mig ikke et kram.
– God aften, skat – sagde hun og gav et luftkys.
Hun kiggede rundt. Ledte efter fejl.
– Underviser du stadig børn i at binde sko? – spurgte hun.
– Ja. Jeg elsker det – svarede jeg.
HUN LÆNEDE SIG TÆTTERE PÅ. – TYLER KUNNE HAVE VALGT MEGET BEDRE.
Hun lænede sig tættere på.
– Tyler kunne have valgt meget bedre. Jeg forstår ikke, hvorfor… dig.
Tyler trådte hen til mig. Tog min hånd.
Ved slutningen af festen forsvandt Lorraine. Så tjekkede jeg optagelsen.
Der var hun. I mit soveværelse. Og hun gled min diamantarmbånd ned i sin taske. Det, Tyler havde givet mig.
Jeg gik tilbage til stuen. Ventede.
Da den første gæst var på vej ud, talte jeg.
– Lorraine. Før du går… vil du vise mig din taske?
Der blev stille.
? HVA’? – SNØFTEDE HUN.
– Hvad? – snøftede hun.
– Din taske. Vær sød.
Hun åbnede den.
Den var der.
– Den er min – sagde hun med rødt ansigt.
– Det er mit armbånd – svarede jeg. – Og der er optagelse af, at du stjal det.
Hvisken. Forbløffelse.
– Mor… er det sandt? – spurgte Tyler.
? DET ER LATRIGT! – RÅBTE LORRAINE.
– Det er latterligt! – råbte Lorraine. – En børnehavepædagog! Hun fortjener det ikke engang!
Tyler lagde armen om mig.
– Det er nok. Du har aldrig respekteret min kone.
Lorraine sank sammen.
– Jeg var bange for at miste min søn – indrømmede hun. – Og med det ødelagde jeg alt.
Hun gik.
Senere kom Tyler hjem med takeaway og en lille orkidé.
– Hun kommer ikke tilbage – sagde han. – Det er slut.
Den aften spurgte jeg:
– Fortryder du, at du valgte mig?
? I ET RUM FULD AF MENNESKER VILLE JEG VÆLGE DIG IGEN – SAGDE HAN.
– I et rum fuld af mennesker ville jeg vælge dig igen – sagde han.
Og for første gang følte jeg fred.
