Vi stod i børneværelset, Ethan og jeg, omgivet af pastelfarvede vægge, små tøjstykker og legetøj. Jeg kunne allerede se vores baby for mig, sovende fredeligt i tremmesengen.
– Jeg kan ikke tro, at vi virkelig er her – sagde jeg begejstret. – Forestil dig de første uger… os to sammen, side om side, hjælpe hinanden.
Ethan smilede, men smilet nåede ikke hans øjne.
– Ja… det bliver fantastisk – svarede han med en lidt tom stemme.
Jeg rynkede panden.
– Er alt okay? Har du allerede talt med din chef om barselsorloven?
Han sukkede og stirrede på sine hænder.
? JA. HAN VAR IKKE SÆRLIG STØTTENDE.
– Ja. Han var ikke særlig støttende.
– Hvad mener du? – spurgte jeg.
– Han vil sende mig til en anden by på et vigtigt projekt. Han antydede, at hvis jeg siger nej, kan mit job være i fare.
Det føltes, som om luften blev suget ud af mig.
– Kan de fyre dig? Men vi har brug for alle pengene lige nu…
– Jeg ved det – nikkede han. – Vi har ikke råd til, at jeg mister mit job.
Jeg trak vejret dybt.
– Så… hvad sker der?
? JEG SER INGEN ANDEN LØSNING – TRAK HAN PÅ SKULDRENE.
– Jeg ser ingen anden løsning – trak han på skuldrene. – Jeg er nødt til at tage af sted.
Jeg havde mest lyst til at græde. Vi havde ventet så meget på denne tid, og nu så det ud til, at alt faldt fra hinanden. Men jeg kunne ikke vise, hvor meget det gjorde ondt.
– Måske… – sagde jeg stille – kan vi få det bedste ud af den tid, vi har.
Ethan klemte min hånd.
– Vi finder ud af det, Sarah. Det gør vi altid.
Jeg smilede. Eller prøvede i det mindste.
Indeni var jeg dybt skuffet. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig begyndelsen på vores familie. Jeg havde planlagt, at vi skulle opleve hvert eneste første øjeblik sammen.
ET PAR DAGE SENERE HANDLEDE JEG I BUTIKKEN, MEN MINE TANKER VAR ET ANDET STED.
Et par dage senere handlede jeg i butikken, men mine tanker var et andet sted.
– Sarah? Er det dig? – hørte jeg en velkendt stemme.
Det var Amanda, konen til Ethans chef. Vi havde kendt hinanden siden universitetet.
– Hej – sagde jeg.
– Hvordan har du det? Og babyen? – spurgte hun smilende.
– Det går… selvom jeg er lidt anspændt – røg det ud af mig. – Ethans barselsorlov blev afvist.
Amandas ansigt ændrede sig.
– Hvad? Det er umuligt.
– Ethan sagde, at hans chef sender ham til en anden by, og hvis han siger nej, bliver han fyret.
Amanda rystede bestemt på hovedet.
– Det er ikke rigtigt. Jeg ved med sikkerhed, at hans barselsorlov blev godkendt. Min mand roste ham endda for at blive en god far.
Det føltes, som om jeg blev slået i hovedet.
– Er du sikker? – spurgte jeg og blev bleg.
– Fuldstændig.
PÅ VEJ HJEM KAN JEG NÆSTEN IKKE HUSKE TUREN.
På vej hjem kan jeg næsten ikke huske turen. Derhjemme var Ethan i bad, hans telefon lå på bordet. Jeg plejer ikke at gøre sådan noget… men denne gang gjorde jeg.
I familiegruppen stod det hele.
Ethans mor:
„Du behøver ikke tage barselsorlov. Sarahs mor kan hjælpe. Vi har virkelig brug for dig til renoveringen lige nu.”
Ethans far:
„Ja, det ville være vigtigt. Du er ikke langt væk, det kan lade sig gøre.”
Og Ethans svar:
„Jeg forstår. Jeg tager min betalte ferie og kommer over for at hjælpe. Sarah klarer det med sin mor.”
Jeg gik i stykker.
JEG TOG ET BILLEDE AF BESKEDERNE OG LAGDE SÅ TELEFONEN TILBAGE.
Jeg tog et billede af beskederne og lagde så telefonen tilbage. Jeg sagde ingenting. Næste dag, mens Ethan var på arbejde, pakkede jeg mine ting.
Om aftenen kom Ethan hjem til et tomt hus.
– De fyrede mig – sagde han højt.
På køkkenbordet lå en konvolut.
„Ethan,
Jeg fandt beskederne. Du løj for mig om barselsorloven. Hvis du kan lyve om det, hvordan kan jeg så stole på, at du passer på os?
Jeg sendte beskederne til din chef. Derfor blev du fyret.
Jeg bliver skilt.
Sarah.”
Senere sad jeg hos mine forældre og strøg min mave.
– Du traf den rigtige beslutning – sagde mor stille.
OG JEG VIDSTE, AT HUN HAVDE RET.
Og jeg vidste, at hun havde ret.
