Jeg husker den dag så tydeligt, som om den var i går.
Det skulle have været den lykkeligste dag i mit liv. Vores bryllupsdag. Men i stedet for at sige “ja” stod jeg stivnet midt i bryllupssalen, mens to politibetjente gik direkte hen imod mig med et fotografi af min forlovede i hånden.
“Frøken, kender De denne mand?” spurgte den ene.
Men lad os gå lidt tilbage.
Jeg mødte Andrew for seks måneder siden i et kunstgalleri, hvor min veninde næsten havde slæbt mig med mod min vilje. Jeg var gået derhen uden lyst og var overbevist om, at aftenen ville bestå af at drikke alt for dyr vin og nikke til abstrakte malerier, som jeg overhovedet ikke forstod.
“Kom nu, Serene,” sagde Mimi. “Lad os kaste os ud i lidt kulturliv. Først et galleri, så teater. Kom nu!”
“Okay,” sukkede jeg. “Jeg har alligevel ingen planer i aften. Men hvis det er kedeligt…”
“Så tager jeg dig med ud og spiser thai, før vi går hjem. Jeg lover det,” lo hun.
Så jeg gjorde mig klar, og vi tog af sted.
Og så så jeg ham.
Andrew.
Høj, med mørkt, lidt rodet hår, maling på hænderne og et smil, der fik dig til at glemme dit eget navn.
Den aften udstillede han sine malerier — en serie surrealistiske landskaber, som straks fangede min opmærksomhed. Da jeg trådte nærmere et af dem, dukkede han op ved siden af mig.
“Hvad synes du?” spurgte han.
“Ærligt? Det er smukt. Det tager næsten pusten fra mig,” sagde jeg, men jeg kiggede på ham og ikke på lærredet.
Fra det øjeblik var vi uadskillelige.
Andrew lignede ikke nogen, jeg tidligere havde været sammen med. Han var ligeglad med penge og status. Han havde ikke engang en bil.
Vores aftaler bestod af street food og lange gåture. Han boede i et lille atelier fyldt med lærreder helt op til loftet.
Men han var venlig, passioneret og utrolig talentfuld.
En aften malede han et portræt af mig.
“Serene, bevæg dig ikke. Lyset er perfekt,” sagde han stille.
Jeg forsøgte at sidde stille, men jeg følte mig rastløs. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at noget var ved at ske.
Og jeg fik ret.
Samme aften friede Andrew til mig — efter kun fire måneder sammen.
Mit hjerte sagde ja, før min fornuft overhovedet nåede at reagere. Han stod på knæ, jeg holdt en buket vilde blomster i hånden, og på min finger sad den smukkeste og mest usædvanlige ring.
Alt føltes som skæbne.
Men min far var rasende.
“Du vil gifte dig med en mand, du har kendt i knap seks måneder,” sagde han og gik frem og tilbage i stuen med et glas whisky.
Jeg var kommet hjem til mine forældre for at fortælle dem nyheden. Andrew skulle have været med, men i sidste øjeblik havde han fået inspiration og var blevet hjemme for at male.
“En mand, der ikke har andet end nogle pensler og en drøm,” råbte min far. “Tror du virkelig, at han elsker dig? Eller vil han bare have vores families penge?”
“Andrew er ikke sådan!” svarede jeg. “Han er ligeglad med penge. Han elsker mig for den, jeg er.”
Min far lod sig ikke overbevise. Han nægtede at give sin velsignelse. Min mor forsøgte at være neutral, men jeg kunne se, at hun heller ikke var glad.
Men jeg troede på Andrew.
Morgenen på bryllupsdagen var kaotisk og spændende.
Mine forældre var allerede tidligt på stedet og ordnede de sidste detaljer, mens jeg gjorde mig klar sammen med mine brudepiger.
“Tror du, din far vil opføre sig ordentligt?” spurgte Lisa, mens hun krøllede mit hår.
“Jeg håber det,” sagde jeg og drejede min forlovelsesring rundt. “Han virker mere rolig på det sidste.”
Men da tidspunktet for ceremonien nærmede sig, begyndte noget at føles forkert.
Andrew var der ikke.
“Har du hørt fra ham?” spurgte Mimi bekymret.
Jeg rystede på hovedet.
Jeg havde ringet til ham tre gange. Intet svar.
Ceremonien skulle begynde klokken to om eftermiddagen. Femogfyrre minutter senere var gæsternes hvisken allerede blevet til en uro i salen.
Jeg var lige ved at ringe igen, da dørene til salen pludselig blev åbnet med et brag.
To mænd i politiets uniformer trådte ind.
Der blev helt stille.
“Frøken,” sagde den ene og gik hen imod mig. “Kender De denne mand?”
Han løftede et foto af Andrew.
Mine knæ blev bløde.
“Ja,” hviskede jeg. “Det er min forlovede. Hvad er der sket? Er han okay?”
Betjenten udvekslede et blik med sin kollega.
“Vi er kede af at fortælle Dem det, men Deres forlovede er blevet tilbageholdt. I morges forsøgte han at bryde ind i Deres families ejendom for at begå tyveri.”
Salen eksploderede i støj.
“Hvad?!” gispede jeg. “Det er umuligt!”
“Hvad sagde jeg!” råbte min far fra den anden side af rummet. “Han er en bedrager!”
Betjentene forklarede, at Andrew var blevet pågrebet i udkanten af byen og bad os følge med dem.
Min far insisterede på at komme med.
Turen føltes forfærdelig.
Min brudekjole føltes tung som bly. Min far mumlede hele vejen, at han havde advaret mig.
Men i stedet for at stoppe ved en politistation standsede bilen foran et gammelt lager.
“Hvad er det her?” spurgte min far.
Betjenten åbnede døren.
Da jeg trådte ind, frøs jeg.
Der stod malerkasser overalt. Pensler. Luften lugtede som i Andrews atelier.
Og på den enorme væg var der malet et gigantisk vægmaleri.
En brud og en brudgom.
Bruden var mig — med mine mørke krøller og den hvide kjole.
Brudgommen var Andrew.
I hjørnet stod der:
“For evigt din, Andrew.”
Før jeg nåede at forstå, hvad der skete, trådte han frem bag et lærred.
“Overraskelse!” sagde han nervøst.
“Hvad… hvad er det her?” hviskede jeg.
“Min bryllupsgave til dig,” smilede han. “Jeg ville give dig noget, der varer for altid. Og politibetjentene… de er skuespillere. Jeg hyrede dem.”
Min far stirrede på ham, helt målløs.
“Så du mener… at det her er en joke?”
“Ja, sir,” nikkede Andrew. “Jeg ville vise, at jeg mener det alvorligt.”
Min far var tavs et øjeblik.
Så begyndte han at le.
“Du har talent. Og mod.”
Men jeg eksploderede.
“Andrew! Det er ikke sjovt! Vi skulle giftes!”
Han løftede hænderne.
“Jeg ved det, Serene. Men da jeg først begyndte på vægmaleriet, måtte jeg gøre det færdigt.”
Og i det øjeblik smeltede noget i mig.
Jeg begyndte at le gennem tårerne og kastede mig i hans arme.
“Det er den mest utrolige bryllupsgave.”
Senere vendte vi tilbage til salen og forklarede alt for gæsterne.
Min far holdt endda en skål for Andrew.
Efter brylluppet lå vi i hotelværelset og spiste jordbær med chokolade.
“Jeg var skrækslagen,” indrømmede jeg. “Jeg troede, min far havde jaget dig væk.”
Andrew smilede.
“Ingenting vil få mig til at forlade dig.”
“Jeg har også en gave til dig,” sagde jeg.
“Hvilken?”
“Når vi kommer hjem, pakker du dit atelier. Jeg har købt et nyt til dig. Større. Med galleri.”
Han blev stille et øjeblik.
Så hviskede han:
“Det betyder alt for mig, Serene. Du er min muse.”
