– Det, der skete omkring Nancys død, var ikke helt, som alle hidtil har troet…
Rosie styrtede skrigende hen imod ham.
– Hvis du siger det her højt, er det slut med alt!
Rosies ansigt blev blegt på et splitsekund.
– Ikke et ord! råbte hun til sin mand. – Det her rager ikke nogen!
I stuen blev alle stille.
Manden så langsomt på mig.
– Jo. Især hende.
ROSIE PRØVEDE AT RIVE TELEFONEN UD AF HANS HÅND.
– Lad være!
Manden trådte et skridt tilbage.
– Ugen før, da Nancys begravelse blev fastlagt, kendte Rosie datoen. Flere dage i forvejen.
Jeg så forvirret på ham.
– Så hvorfor lagde hun housewarmingen samme dag?
Manden lukkede øjnene.
– Fordi jeg bad hende om at udskyde det. Jeg sagde, at familien havde brug for hende nu.
ROSIE AFBRØD NERVØST.
– Alt var allerede booket!
– Det er ikke sandt, svarede hendes mand. – Catering kunne flyttes en uge uden problemer. Musikeren også. Alle ville have forstået det.
Gæsterne stirrede chokeret på Rosie.
– Så hvorfor gjorde du det ikke?
Manden trak vejret dybt.
– Fordi hun sagde: “Hvis jeg aflyser nu, vil alle kun huske Nancys begravelse hele året, ikke mit hus.”
Der blev dødstille i rummet.
JEG KUNNE MÆRKE, AT MIN HALS SNØREDE SIG SAMMEN.
Rosie rystede grædende på hovedet.
– Det var ikke sådan ment…
– Men det var sådan, du sagde det, svarede hendes mand stille.
Så vendte han sig mod mig.
– Der er mere.
Han tog en kuvert frem.
– Jeg fandt det her på morgenen for Nancys begravelse.
Jeg åbnede den.
Det var en bekræftelse på en bankoverførsel.
Rosie havde sendt penge til begravelsen nogle dage før.
I beskedfeltet stod der kun:
“Undskyld. Jeg kan ikke komme.”
Jeg så forvirret på hende.
– Hvorfor ringede du ikke? Hvorfor kom du ikke bare fem minutter?
Rosie brød helt sammen.
– JEG SKAMMEDE MIG.
– Alle ville have vidst, at jeg havde truffet en forkert beslutning. Jeg troede, hvis jeg gennemførte festen, kunne jeg ikke lave det om bagefter.
Jeg rystede langsomt på hovedet.
– Det værste er ikke housewarmingen.
– Det er, at du lod din egen nieces afsked stå uden én eneste tom stol, der mindede om, at hun havde en familie.
Rosie kollapsede fuldstændigt.
Flere af gæsterne begyndte stille at gå.
Ingen havde lyst til at fejre længere.
MANDEN TRÅDTE HEN TIL MIG.
– Jeg kan ikke gøre det, der er sket, godt igen.
– Men jeg kunne ikke blive ved med at tie.
Inden jeg gik, kiggede jeg endnu en gang på de farverige balloner.
For få timer siden havde de betydet fest.
Nu mindede de kun om, hvor let man kan miste nogen, der stadig er i live… når man lader sin egen stolthed veje tungere end familien.
