Efter at skadedyrsbekæmperen heller ikke fandt noget, besluttede vi, at vi ikke kunne holde det ud længere.
Rada stod hver nat ved den samme væg.
På det samme tidspunkt.
Med den samme desperate gøen.
Til sidst ringede min mand til en entreprenør.
– Jeg betaler hellere for at få væggen brudt op end at undvære søvn i endnu en måned, sagde han.
To dage senere kom de.
Først troede de også, at det måtte være et gammelt rør eller en fejl i isoleringen, der lavede lydene.
DE MARKEREDE DET OMRÅDE, HVOR RADA ALTID STILLEDE SIG.
Imens tog vores hund ikke øjnene fra væggen et eneste sekund.
Da den første gipsplade faldt ned, trak alle sig tilbage.
Det var ikke et hemmeligt rum bag den.
Ikke noget uhyggeligt fund.
Men en gammel, tilmuret ventilationsskakt.
Entreprenøren stak en lommelygte ind og sagde lavt:
– Jeg tror… det er derfor, hun gøede.
NOGLE METER INDE I HULRUMMET KRYMPEDE EN LILLE, RYSTENDE KILLING SAMMEN.
Den var skelet tynd.
Så svag, at den ikke engang kunne miave længere.
Den var sandsynligvis faldet ned gennem den gamle ventilationsåbning uger tidligere, som var blevet lukket under en renovering.
Min mand løftede den forsigtigt op.
Rada gik straks hen til den.
Snusede til den.
Og lagde sig derefter stille ved siden af den.
DET VAR FØRSTE GANG, HUN IKKE GØEDE.
Hun bare holdt øje.
Entreprenøren rystede på hovedet.
– Hvis den var blevet der et par dage mere, havde den sandsynligvis ikke overlevet.
Vi tog den til dyrlægen.
Det viste sig, at den var alvorligt dehydreret, men vi nåede det i tide.
Et par uger senere løb den allerede rundt i vores have.
Vores datter forelskede sig selvfølgelig straks i den.
– MÅ VI BEHOLDE DEN? spurgte hun håbefuldt.
Jeg så på min mand.
Han smilede bare.
– Jeg tror, Rada allerede har besluttet det for os.
Fra den aften stillede vores hund sig aldrig mere ved væggen.
Hun sov roligt ved siden af os hver nat.
Mange siger, at hunde kan fornemme særlige ting.
Måske er det sandt.
MEN VI LÆRTE ÉN TING MED SIKKERHED:
Den nat prøvede hun ikke at beskytte os mod noget.
Hun prøvede at redde nogen.
