Den gamle skovfoged troede først, at det bare var et tilfælde.
De tre ræve stod helt stille og ventede.
De kom ikke tættere på.
De virkede ikke bange.
Den mørkeste af dem begyndte langsomt at gå ind mod skovens dyb, og efter et øjeblik vendte den sig om og så tilbage.
– Hvad vil I vise mig? – hviskede han.
Noget i ham sagde, at han skulle følge efter dem.
De bevægede sig ad smalle stier, hvor han sjældent kom.
RÆVENE STOPPEDE INDIMELLEM, VENTEDE PÅ HAM OG GIK DEREFTER VIDERE.
Efter nogle minutter hørte han en mærkelig lyd.
Motorer.
Metal, der slog mod noget.
Og derefter menneskers råb.
Skovfogeden sneg sig forsigtigt tættere på.
På en lysning arbejdede ulovlige skovhuggere.
De fældede enorme træer uden tilladelse og hældte brændstof ud på jorden.
DEN ENE MOTORSAV MISTEDE PLUDSELIG GREBET.
En tyk træstamme væltede uventet i den forkerte retning.
En ung arbejder nåede ikke at komme væk.
Træet klemte hans ben fast.
De andre gik i panik.
Nogle råbte efter hjælp, mens andre simpelthen flygtede af frygt for at blive afsløret.
Skovfogeden kaldte straks efter hjælp over radioen.
Mens de ventede, gjorde han alt, hvad han kunne, for at befri den unge mand.
RÆVENE LØB IKKE VÆK.
De sad stille ved kanten af lysningen.
Som om de hele tiden holdt øje.
Redningsfolkene nåede frem i tide.
Lægen sagde senere:
– Hvis de var kommet ti minutter senere, havde den unge mand sandsynligvis ikke overlevet.
Da alt var overstået, satte den udmattede skovfoged sig på en væltet træstamme.
Han kiggede op.
DE TRE RÆVE VAR STADIG DER.
Den mørkeste af dem så ham direkte i øjnene i nogle få sekunder.
Derefter vendte den sig stille om.
Alle tre forsvandt mellem træerne.
Skovfogeden så dem aldrig sammen igen.
Men fra den dag af, hver gang han kom forbi den sti, tænkte han på de tre små unger, han havde reddet ud af røgen mange år tidligere.
I landsbyen sagde mange, at det bare var et tilfælde, der havde ført ham derhen.
Men han tænkte anderledes.
HAN TROEDE IKKE PÅ EVENTYR.
Men han troede på, at godhed nogle gange bevæger sig i cirkler gennem livet – på måder, som hverken kan forklares eller glemmes.
Og hver gang en rød skygge fór gennem træerne, smilede han bare.
– Tak… – hviskede han stille.
Han vidste ikke, om de kunne høre ham.
Men dybt inde i sig følte han, at de kunne.
