Stilheden var næsten uudholdelig.
Min mor spurgte med en rystende stemme:
– Dit fornavn… det var vel ikke David engang?
Manden stivnede.
Han nikkede langsomt.
– Da jeg var barn… jo.
Ingen forstod, hvad der skete.
Min mor satte sig ned igen med tårer i øjnene.
– FOR FEMOGTYVE ÅR SIDEN ARBEJDEDE JEG SOM FRIVILLIG PÅ ET BØRNEHJEM – sagde hun stille. – DER VAR EN LILLE DRENG DER, SOM PLUDSELIG FORSVANDT FRA DEN ENE DAG TIL DEN ANDEN. HAN KOM I PLEJEFAMILIE, OG DEREFTER MISTEDE VI KONTAKTEN TIL HAM.
Manden lyttede tavs.
– Han havde en lille træbil… som han aldrig gav slip på.
Mandens hånd begyndte at ryste.
Langsomt tog han sin pung frem.
Indeni lå en lille, slidt træbil.
– Den her… bærer jeg stadig med mig.
Min mor brød sammen i gråd.
– JEG VIDSTE DET… DERFOR VIRKEDE DIT ANSIGT SÅ BEKENDT.
Manden bøjede hovedet.
Han fortalte, at han var blevet sendt fra plejefamilie til plejefamilie, senere mistede sit arbejde og derefter også sit hjem.
I flere år levede han på gaden.
– Jeg troede, at ingen længere kunne huske mig.
Min far gik hen til ham.
– Du kom ikke her i aften for at spille rollen som nogens forlovede.
Du kom, for at nogen endelig skulle behandle dig som et menneske igen.
AFTENEN UDVIKLEDE SIG HELT ANDERLEDES, END JEG HAVDE PLANLAGT.
Det var ikke mine forældre, der fortsatte med at spørge ind til brylluppet.
Det var dem, der i timevis lyttede til hans historie.
Efter middagen tilbød min far ham et arbejde i sin egen virksomhed.
Min mor hjalp ham med at finde en lejlighed.
Og jeg indså, at vi for længst var holdt op med at spille roller.
Nogle måneder senere behøvede jeg ikke længere at bede nogen om at spille min forlovede.
For den mand, jeg kun havde inviteret ind i mit liv for én aften, viste sig virkelig at være den person, jeg kunne forestille mig en fremtid sammen med.
