Thomas stod helt stille i nogle få sekunder.
I hans hånd var der ikke menneskelige rester.
Det var heller ikke et gammelt våben.
Det var derimod en mærkelig metalgenstand, dækket af mudder, som ved første øjekast var umulig at identificere.
Mens han fortsatte med at vaske den, begyndte en glasplade og derefter en rusten kobberramme at komme frem.
– Det kan ikke passe… hviskede han.
Det var et gammelt søkompas.
Ikke en moderne model, men et tungt, håndlavet navigationsinstrument med små indgraverede dekorationer på låget.
Selvom tiden havde slidt hårdt på det, kunne man stadig læse et årstal i midten:
1894.
THOMAS VIDSTE STRAKS, AT HAN HAVDE FUNDET NOGET HELT SÆRLIGT.
Hjemme fortsatte han forsigtigt med at rense instrumentet.
Da det lykkedes ham at åbne det helt, opdagede han, at bagsiden var usædvanligt tyk.
Han trykkede forsigtigt på den.
Et skjult rum sprang op.
Indeni lå et lille stykke papir, foldet sammen og forseglet med voks.
Utroligt nok var papiret stadig tørt.
Da han forsigtigt foldede det ud, viste der sig et håndtegnet kort og nogle få linjer.
Det handlede ikke om en skat, men om et gammelt fiskeskib, der var sunket for længe siden, og hvis besætning forsvandt under en storm.
Ifølge notatet havde kaptajnen nedskrevet skibets endelige position i håbet om, at nogen en dag ville finde det.
Thomas beholdt ikke fundet for sig selv.
HAN KONTAKTEDE DET LOKALE SØFARTSMUSEUM.
Nogle uger senere ankom eksperter til det angivne område.
Under eftersøgningen fandt de faktisk resterne af det sunkne skib, som havde været forgæves eftersøgt i mere end hundrede år.
Historien spredte sig over hele landet.
Kompasset blev placeret på museet, og ved siden af det stod et lille skilt:
“En almindelig fiskers nysgerrighed hjalp med at løse et mere end hundrede år gammelt mysterium.”
Men Thomas sagde altid det samme til journalisterne:
– Jeg ledte ikke efter en skat. Jeg tog bare ud for at fiske.
Og den dag i dag mener han, at de mest utrolige opdagelser nogle gange ikke tilhører dem, der leder efter dem…
men dem, der ganske enkelt er nysgerrige nok til at trække i en rusten tråd én gang mere.
