Døren åbnede sig langsomt.
Forstanderen trådte ind sammen med to sygeplejersker.
– Fru Elsie… – begyndte han roligt. – Din familie er ankommet. Vi vil gerne løse dette på en fredelig måde.
– Nej! – råbte min bedstemor, og pludselig klemte hun min hånd så hårdt, at det næsten gjorde ondt. – Lad dem ikke tage hende væk!
– Tage hvem væk? – spurgte jeg igen.
Forstanderen sukkede dybt.
– Katten.
Jeg kiggede forvirret på ham.
– HVILKEN KAT?
Sygeplejersken bøjede sig forsigtigt ned ved siden af sengen og trak en flettet kurv frem.
Ud af den kom en lille, gammel stribet kat.
Den gik straks hen og gned sig op ad min bedstemors hånd.
– Hun hedder Daisy – sagde forstanderen stille. – Hun dukkede op i plejehjemmets have for omkring tre måneder siden. Dyrlægen siger, at hun ikke har nogen ejer, men siden da er hun kommet tilbage hver eneste dag.
– Og hun gik altid ind på Elsies værelse – tilføjede en af sygeplejerskerne med et smil.
– Fordi hun vidste, at jeg frøs – hviskede min bedstemor. – Hver aften lagde hun sig ved siden af mig.
Det viste sig, at plejehjemmets regler strengt forbød dyr indenfor.
SYGEPLEJERSKERNE HAVDE FLERE GANGE BEDT HENDE OM IKKE AT LUKKE DAISY IND.
Men hver aften åbnede hun i hemmelighed vinduet.
Den lille kat kravlede ind.
Om morgenen sneg hun sig ud igen.
I flere måneder opdagede ingen noget.
Lige indtil en ny medarbejder fandt ud af det.
Forstanderen så trist på mig.
– Hun skal ikke flytte på grund af katten. Hun skal flytte, fordi hun flere gange har brudt sikkerhedsreglerne. Hun lod vinduet stå åbent om natten. I hendes tilstand udgjorde det en alvorlig risiko.
MIN BEDSTEMOR BØJEDE HOVEDET.
– Jeg ved det… men jeg kunne ikke efterlade hende alene.
– Hvorfor var hun så vigtig? – spurgte jeg stille.
Tårerne trillede ned ad Elsies kinder.
– Fordi da din bedstefar døde, var der ingen, der krammede mig i flere måneder. Ingen, der lå tæt ved mig om aftenen. Så en aften hoppede Daisy op i min seng. For første gang følte jeg mig ikke helt alene.
Der blev helt stille i værelset.
Selv forstanderen kiggede ned.
Efter nogle sekunder sagde jeg:
– HVIS DET ER DET ENESTE PROBLEM… SÅ FINDES DER EN LØSNING.
Alle kiggede på mig.
– Min bedstemor flytter hjem til mig.
Elsie blinkede chokeret.
– Og Daisy gør også.
Forstanderen smilede svagt.
– Det har vi naturligvis ingen indvendinger imod.
To dage senere sad min bedstemor allerede hjemme hos mig og arrangerede familiens fotografier.
OG DAISY HAVDE OVERTAGET SIN YNDLINGSPLADS I VINDUESKARMEN.
Efter nogle uger begyndte min bedstemor at smile igen.
Hver morgen lavede hun te.
Hver aften krøb Daisy sammen i hendes skød, mens hun spandt.
En dag spurgte jeg hende:
– Var det værd at komme i så store problemer på grund af hende?
Hun smilede til mig og strøg katten over hovedet.
– Skat, der findes øjeblikke, hvor det ikke er reglerne, der redder et menneske.
