Da døren lukkede sig bag dem, kiggede de tre mænd rundt i huset.
Sikkerhedsdøre
Væggene var dækket af gamle fotografier.
Mænd i uniformer.
Udmærkelser.
Et sort-hvidt gruppefoto af en specialstyrkeenhed.
En af forbryderne stoppede pludselig op.
– Vent…
Han gik tættere på et af de indrammede billeder.
DEN ÆLDRE MAND STOD PÅ BILLEDET MED DET SAMME ROLIGE ANSIGT, BARE TREDIVE ÅR YNGRE.
Ved siden af stod en tekst:
“National Specialenhed for Kriminalitetsbekæmpelse – Træningschef.”
Mandens ansigt blev blegt.
– Jeg… jeg kender denne mand…
Den gamle mand satte tekopperne foran dem.
– Endelig huskede du det?
En af dem lo nervøst.
– DU ER ALLEREDE PENSIONERET. HVAD KAN DU GØRE MOD OS?
Den gamle mand satte sig langsomt ned over for dem.
– Du har ret.
Jeg er fireoghalvfjerds år gammel.
Jeg løber ikke længere så hurtigt.
Men der er én ting, der ikke har ændret sig.
– Hvad?
Den gamle mand smilede.
– JEG VED, HVORDAN MENNESKER TÆNKER, NÅR DE LEVER AF FRYGT.
En af mændene rejste sig pludseligt.
– Det er nok!
Han rakte ind under sin jakke.
Men før han nåede at tage noget frem, sagde den gamle mand roligt:
– Hvis du trækker et våben, står der seks politibiler foran huset inden for tre sekunder.
Alle tre mænd frøs fast.
– Du lyver.
DEN GAMLE MAND PEGede MOD KAMINEN.
En lille rød lampe blinkede.
– Da I trådte ind, blev alarmen automatisk aktiveret.
Den larmer ikke.
Den sender optagelsen direkte til politiet.
Fire skjulte kameraer overvåger stuen.
Og hele vores samtale er blevet optaget.
En af mændene bandede.
– DET KAN IKKE PASSE…
Den gamle mand tog en fjernbetjening frem.
Han tændte fjernsynet.
På skærmen kunne de efter få sekunders forsinkelse se sig selv.
Hvordan de truede ham.
Hvordan de krævede huset.
Hvordan de greb fat i den gamle mands jakke.
– Hvert eneste ord er et bevis – sagde han roligt.
FRA AFSTAND KUNNE LYDEN AF SIRENER HØRES.
Først svagt.
Derefter tættere og tættere på.
En af forbryderne løb mod døren.
Men det var allerede for sent.
Huset var omringet af politibiler.
Få minutter senere blev alle tre ført ud i håndjern.
En ung betjent gik respektfuldt hen til den gamle mand.
– TAK, HERRE. DE HJALP OS IGEN MED AT FANGE DEM.
Den gamle mand smilede blot.
– Jeg har allerede gjort mit. Nu er det jeres tur.
Politiet kørte væk.
Gaden blev stille igen.
Den gamle mand gik tilbage til verandaen, tog sin stadig lune te i hånden og satte sig i den gamle gyngestol.
Han så smilende på solnedgangen.
For de tre mænd havde kun set en ensom gammel mand i ham.
