Den ældre mand så på mig, og jeg sagde stille:
– For tredive år siden reddede De livet på en otteårig dreng. Den dreng var mig.
I nogle sekunder stirrede han tavst på mig.
Så begyndte hans underlæbe at ryste.
– Du… overlevede? – hviskede han.
Jeg nikkede.
– Jeg blev gift. Jeg fik en familie. Jeg byggede min egen virksomhed op. Alt sammen fordi De ikke gav op dengang.
Tårerne trillede ned ad Dr. Harrisons ansigt.
– JEG HAR OPERERET FLERE TUSINDE PATIENTER… MEN JEG TROEDE, AT INGEN LÆNGERE HUSKEDE MIG.
Han fortalte, at han havde mistet sin kone for nogle år siden. De fik aldrig børn, på grund af sygdomme var han nødt til at opgive sit arbejde, hans opsparing slap op, og til sidst mistede han også sin lejlighed. Siden da havde han bevæget sig fra det ene midlertidige herberg til det andet.
Jeg kunne ikke bare forlade ham.
Jeg tog ham med ud for at spise morgenmad, vi købte nyt tøj til ham, og derefter bestilte jeg et komfortabelt hotelværelse til ham.
Men jeg vidste, at dette kun var midlertidig hjælp.
Nogle dage senere ringede jeg til hospitalets direktør.
Jeg spurgte, om de vidste, at den mand, som engang havde givet hundredvis af patienter en ny chance i livet, nu levede uden nogen form for hjælp.
Direktøren blev chokeret.
BLot FÅ UGER SENERE TILBØD HOSPITALET DR. HARRISON AT BLIVE MENTOR OG UNDERVISER FOR DE UNGE KIRURGER. DESUDEN HJALP DE HAM MED AT FÅ EN TJENESTEBOLIG OG SIKREDE HAM OGSÅ ET VÆRDIGT EKSTRA PENSIONSTILLÆG.
Da jeg besøgte ham nogle måneder senere, gik han allerede rundt på gangen i en ren kittel, mens unge læger stod omkring ham og lyttede til hvert eneste ord, han sagde.
Han trykkede min hånd med et smil.
– Jeg troede, at det var mig, der reddede dig den dag.
Jeg smilede.
– Det gjorde De også dengang.
– Men nu kunne jeg endelig give noget tilbage af det liv, som De for tredive år siden gav mig i gave.
