Drengens mor slap ikke hans arm.
– Kender du piloten?
– Ikke ham – svarede drengen. – Uret.
Flyet rystede igen.
Kabinepersonalet gik ind i cockpittet og trak med hjælp fra to passagerer den bevidstløse mand ud. Han trak vejret, men reagerede ikke.
Andenpiloten lå hen over instrumentpanelet.
En hakkende stemme lød over radioen.
Drengen gik hen til døren og kastede et blik på betjeningspanelerne.
– SLÅ AUTOPILOTEN TIL! RÆKKEN AF KONTAKTER TIL HØJRE, MELLEM DE TO HVIDE KNAPPER!
Kabinepersonalet tøvede.
– Hvordan ved du det?
– Fordi jeg har øvet mig på den samme flytype i månedsvis.
Hans mor så vantro på ham.
Så fortalte drengen endelig sandheden.
Hans far, som hans mor var blevet separeret fra flere år tidligere, arbejdede som flymekaniker på et træningscenter. Efter skilsmissen kunne de kun sjældent ses, så i weekenderne tog han i al hemmelighed sin søn med ind i simulatorrummet.
I begyndelsen legede de bare.
SENERE LÆRTE FAREN HAM DET GRUNDLÆGGENDE OM INSTRUMENTERNE, HVORDAN MAN BRUGER RADIOEN, OG HVORDAN MAN HOLDER HØJDEN MED AUTOPILOTEN.
– Han sagde, at jeg ikke måtte fortælle om det – indrømmede drengen. – Han var bange for, at mor aldrig ville lade mig tage hen til ham igen.
– Men hvad har det ur med det at gøre? – spurgte hans mor.
Drengen pegede på den bevidstløse pilot.
– Far gav det til ham. Jeg så det på et fotografi.
Kabinepersonalet gennemsøgte pilotens jakke og fandt hans identitetskort.
Det var ikke navnet på den kaptajn, der oprindeligt skulle have ført flyet, der stod på det.
Manden var blevet sat ind som reservepilot i sidste øjeblik.
HAN VAR EN GAMMEL KOLLEGA TIL DRENGENS FAR.
Endelig lød en tydelig stemme fra en flyveleder over radioen.
– Er der nogen, der kan høre os om bord?
Drengen tog hovedtelefonerne på.
– Vi kan høre jer. Begge piloter er bevidstløse. Autopiloten holder flyet.
Flyvelederen tav et par sekunder.
– Hvem taler?
– En passager.
– HVOR GAMMEL ER DU?
– Tolv.
Flere passagerer begyndte at græde.
Flyvelederen diskuterede dog ikke med ham. Han gav korte, præcise instruktioner. En pensioneret militær instrumenttekniker blandt passagererne kom også frem og satte sig ved siden af drengen. Ingen af dem ville have kunnet klare det alene, men sammen kunne de følge instruktionerne fra jorden.
Minutterne før landingen føltes uendelige.
Drengens hænder rystede, men han tog ikke øjnene fra instrumenterne.
– Nu er jeg bange – hviskede han.
Hans mor stillede sig bag ham.
– DET ER IKKE NOGET PROBLEM. DU MÅ BARE IKKE STÅ ALENE MED DET.
Instrumentteknikeren håndterede betjeningsgrebene, mens drengen viderebragte flyvelederens instruktioner.
Flyet landede hårdt.
Der kom røg fra et af hjulene, men flyet blev på landingsbanen.
Da de endelig var standset, klappede passagererne, græd og omfavnede hinanden.
Senere viste det sig, at piloterne var blevet dårlige på grund af gas, der var sivet ud fra et defekt ventilationssystem. Drengen havde ikke „landet” flyet alene.
Men han genkendte instrumenterne, fik etableret forbindelsen mellem flyet og hjælpen på jorden og forblev rolig nok til, at andre også kunne handle.
På hospitalet fortalte kaptajnen, da han var kommet til bevidsthed igen, at det blå ur virkelig var en gave fra drengens far.
FARREN HAVDE FLERE ÅR TIDLIGERE OGSÅ REDDET HANS LIV VED EN ULYKKE PÅ ET VÆRKSTED.
Den aften var drengens mor ikke vred, fordi hendes søn havde holdt noget hemmeligt.
Hun var vred, fordi to voksne havde ladet et barn komme i klemme mellem deres egen konflikt.
Senere indførte de en ny regel.
Der måtte ikke længere være farlige hemmeligheder i familien.
Drengen fortsatte med at lære om flyvning, men nu med tilladelse og under vejledning af en rigtig instruktør.
For den dag viste han ikke sit mod ved ikke at være bange.
Han viste det ved, at da han endelig blev bange, forsøgte han stadig ikke at løse alting alene.
