Ejeren af restauranten knugede kuverten krampagtigt i hånden.
– Alle går tilbage til deres pladser! – råbte han til de nysgerrige gæster, der fulgte med.
Den ældre mand rakte roligt hånden frem.
– Det brev er til Anna.
Ejeren gav den dog ikke tilbage.
– Hvem er De egentlig?
– Jeg hedder Gábor. Jeg var Évas mand.
Kaffekanden var nær faldet ud af Annas hænder.
ÉVA VAR NAVNET PÅ DEN ÆLDRE KVINDE, SOM I ÅREVIS HAVDE SPIST MORGENMAD I DET SAMME HJØRNE HVER SØNDAG. HUN SPURGTE ALTID ANNA, HVORDAN DET GIK MED HENDES STUDIER, OM HUN HAVDE PENGE NOK, OG HVORFOR HUN ARBEJDEDE SÅ MEGET.
Tre måneder tidligere var hun uventet gået bort.
– Min kone fortalte meget om dig – sagde Gábor. – Hun skrev, at du var det eneste menneske, der stadig var venlig over for hende, selv da hun næsten ikke længere kunne huske noget.
Anna rystede forlegent på hovedet.
– Jeg serverede bare for hende.
– Nej. Da hun farede vild, fulgte du hende hjem. Da hun havde glemt sin pung, gjorde du hende ikke forlegen. Og da hun fortalte den samme historie fem gange, lyttede du til den alle fem gange.
Ejeren afbrød:
– Det betyder stadig ikke, at hun skulle lade, som om hun var fattig!
GÁBORS BLIK BLEV HÅRDT.
– Jeg testede ikke Anna. Jeg testede Dem.
Der blev stille.
Han fortalte, at hans kone var medejer af den bygning, hvor restauranten lå. Før sin død var hun imidlertid begyndt at mistænke, at ejeren regelmæssigt trak penge fra medarbejdernes drikkepenge og undlod at betale dem for overarbejde med henvisning til mangler i kassen.
Derfor var Gábor kommet hver dag iført almindeligt tøj.
Han observerede, hvordan gæsterne blev behandlet.
Han så, at Anna betalte en del af sin egen morgenmad af egne penge.
Og han så også, hvordan hendes chef senere trak det samme beløb fra hendes løn med henvisning til „kassemangel”.
– DET ER LØGN! – RÅBTE EJEREN.
Den elegante kvinde trådte nu frem.
– Jeg er familiens advokat.
En af mændene lagde en mappe på disken.
Der var lønsedler, overvågningsoptagelser og opgørelser for flere måneder.
Det viste sig, at det ikke kun var Anna, der var blevet snydt.
Der var også regelmæssigt blevet trukket mindre beløb fra kokken, opvaskeren og to andre tjenere, i håbet om at ingen ville turde klage.
Ejerens ansigt blev blegt.
– Hvad vil I?
– For det første skal De betale alle medarbejderne deres penge tilbage – svarede Gábor. – For det andet forlader De restauranten i dag.
Manden lo.
– De kan ikke fyre mig fra mit eget sted!
Gábor lagde skødet på bordet.
Efter Évas død var størstedelen af bygningen og restauranten tilfaldet ham.
Men der var ikke en opsigelse i kuverten.
Anna åbnede den til sidst.
DER LÅ ET BREV OG ET DOKUMENT OM ET STIPENDIUM.
Éva havde, mens hun stadig levede, lagt penge til side, så Anna kunne færdiggøre sin sygeplejerskeuddannelse, som hun havde været nødt til at afbryde på grund af de høje studieafgifter.
I slutningen af brevet stod der blot nogle få linjer:
„Du behandlede mig hver morgen, som om jeg betød noget. Nu ønsker jeg, at du endelig også skal tro på det om dig selv.”
Anna begyndte at græde.
– Jeg kan ikke tage imod det. Jeg hjalp hende ikke for at få noget til gengæld.
Gábor smilede.
– Netop derfor efterlod hun det til dig.
ANNA FORLOD IKKE RESTAURANTEN MED DET SAMME.
I flere måneder arbejdede hun der på deltid, mens hun vendte tilbage til skolen. Gábor fik stedet renoveret, men beholdt de gamle røde båse.
Et fotografi af Éva blev hængt op over et af bordene.
Flere år senere vendte Anna tilbage til restauranten for at spise morgenmad som sundhedsfaglig medarbejder.
Præcis klokken 7.15.
Gábor sad allerede på sin vante plads.
Da han tog sin pung frem, skubbede Anna den smilende væk.
– Morgenmaden i dag er på mig.
DEN ÆLDRE MAND LO.
– Det har vi allerede talt om.
– Ja – svarede Anna. – Men venlighed er ikke en gæld. Den er til for at blive givet videre.
