Spørgsmålet ramte mig, som om nogen havde revet jorden væk under mine fødder.
Jamie sænkede forvirret hovedet.
– Claire … vær sød …
Kvinden greb forsigtigt om hans arm.
– Jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg vil bare endelig gerne se den person, hvis navn jeg har hørt i alle disse år.
Jeg kunne stadig ikke få et ord frem.
– Din … din kone? – spurgte jeg hæst.
Jamie smilede.
– Nej.
Kvinden lo.
– Jeg er hans søster.
Det føltes, som om jeg pludselig kunne trække vejret igen.
Claire så på mig.
– Da Jamie kom ud fra ungdomsinstitutionen, troede alle, at han ville begynde et nyt liv. Men der var altid noget, der manglede for ham.
Jamie afbrød hende.
– Det var, fordi jeg aldrig bebrejdede dig.
TÅRERNE STEG OP I MINE ØJNE.
– Men det burde du have gjort …
– Hvorfor? Fordi vi var sytten år? Vi begik begge fejl.
– Men det var dig, der betalte prisen.
Jamie trak på skuldrene.
– Dengang troede jeg, det var det værd.
I nogle sekunder sagde ingen af os noget.
Byens larm omkring os forsvandt fuldstændigt.
– HVORFOR LEDTE DU IKKE EFTER MIG? – SPURGTE JEG TIL SIDST.
Jamie smilede bittert.
– Det gjorde jeg.
Jeg så uforstående på ham.
– Jeg skrev til dig flere gange. Jeg sendte også breve til universitetet.
Jeg stivnede.
– Jeg modtog ikke et eneste brev.
– Senere ringede jeg til dit gamle nummer. De sagde, at du ikke længere boede der.
PLUDSELIG KOM JEG I TANKE OM NOGET.
Det første år flyttede min mor.
Masser af breve gik tabt.
Vi opsagde også mit gamle telefonnummer.
I årevis troede jeg, at Jamie ganske enkelt var kommet videre.
Og han troede, at jeg ikke længere ønskede at høre fra ham.
Ti år.
På grund af en misforståelse.
CLAIRE TRÅDTE STILLE ET SKRIDT TILBAGE.
– Jeg tror, I er nødt til at tale om det her uden mig.
Jamie så på mig.
– Ved du … hvert år kom jeg her én gang.
– Her?
– Ja. Lige siden jeg fandt ud af, at du arbejdede i denne virksomhed.
– Hvorfor sagde du ikke noget?
– Fordi jeg altid håbede, at du en dag ville få øje på mig først.
JEG SÅ PÅ GLASVÆGGEN.
De to bogstaver, der var skrevet med sæbeskum, kunne stadig svagt ses.
„J + A.“
Præcis som ti år tidligere på et af skolens vinduer.
Jeg lo gennem mine tårer.
– Ved du … jeg troede, at skæbnen havde skilt os ad for altid.
Jamie tog langsomt min hånd.
– Måske havde den bare brug for lidt for lang tid til at føre os sammen igen.
VI LOVede IKKE HINANDEN EVIG KÆRLIGHED.
Vi kastede os ikke i armene på hinanden, som om intet var hændt.
Først gik vi bare en tur sammen.
Og efter ti år sagde vi endelig alt det, som ingen af os havde turdet sige dengang, da vi var sytten.
Nogle gange er det ikke en dårlig beslutning, der skiller to mennesker ad.
Men de usagte ord … og de breve, der aldrig når frem.
