I nogle sekunder stod jeg bare og stirrede tavst på de to politibetjente.
– Værsgo… kom indenfor.
Den ældre betjent tog langsomt sin kasket af.
– Før vi siger noget som helst, vil vi gerne vide, hvor længe De har boet i dette hus.
– Otte år.
– Og Deres nabo? Har De kendt ham længe?
– Han flyttede hertil for to år siden. Han var altid høflig. Han hjalp med pakkerne, slog græsset, hvis jeg var syg… Jeg havde aldrig troet, at han kunne finde på sådan noget.
Betjenten nikkede.
– IFØLGE NABOERNE LOD DE HAM KOMME IND I DERES HAVE FREDAG AFTEN.
– Ja. Han sagde, at han holdt en fødselsdagssammenkomst.
– Der var ingen sammenkomst.
Min mave trak sig sammen.
– Hvad lavede han så der i to hele dage?
Betjenten lagde et fotografi på bordet.
Det var min egen have.
Det enorme hul.
OG I BUNDEN AF HULLET EN RUSTEN METALÆSKE.
– Vi modtog en anonym anmeldelse i morges – sagde han. – Da vi nåede frem, var æsken allerede åben.
– Hvad var der i den?
– Gamle dokumenter. Fotografier. Nogle gulnede kort og en dagbog.
Jeg så overrasket på ham.
– Var det alt?
– Ja.
– Hvorfor kom I så til mig?
DEN YNGRE BETJENT SAGDE NU:
– Fordi adressen på Deres hus stod på den første side i dagbogen. Og et navn.
– Hvilket navn?
– Deres bedstefars.
Jeg stivnede fuldstændig.
Min bedstefar havde været død i tredive år.
Jeg vidste næsten intet om ham.
– Det forstår jeg ikke…
– DET GØR VI HELLER IKKE. DERFOR VIL VI GERNE HAVE, AT DE HJÆLPER OS.
Politibetjentene fortalte, at ifølge dagbogen var metalæsken blevet gravet ned allerede flere årtier tidligere.
Det så ud til, at naboen på en eller anden måde havde fået kendskab til den.
Derfor havde han bedt om at få lov til at bruge min have.
Det var ikke jorden, han var interesseret i.
Men det, der var skjult under den.
– Og hvor er han nu? – spurgte jeg.
– Det prøver vi at finde ud af.
DE VAR NÆSTEN GÅET, DA DEN YNGRE BETJENT VENDTE SIG OM.
– Der er én ting mere.
– Ja?
– Der manglede noget fra æsken.
– Hvad?
– Ifølge dagbogen skulle der også have ligget en lille trækasse der. Men den var ikke længere i hullet.
Jeg tænkte straks på Mark.
Det var ham, der havde åbnet den først.
HAN VAR DEN ENESTE, DER HAVDE VÆRET DER ALENE.
Han havde sandsynligvis taget den med sig.
I de følgende dage talte hele kvarteret om det.
Det kom frem, at Mark allerede flere uger tidligere havde sagt sit job op, solgt sin bil og i al hemmelighed lejet sit hus ud.
Alle hans handlinger førte mod ét eneste mål.
At forsvinde.
Tre uger senere fik jeg endelig nyt.
Ikke fra politiet.
MEN FRA POSTBUDDET.
Han kom med en anonym kuvert.
Der stod ingen afsender på den.
Indeni lå kun ét enkelt fotografi.
Mark stod på en ukendt jernbanestation.
I hånden holdt han den samme lille trækasse, som dagbogen havde omtalt.
På bagsiden havde han kun skrevet én sætning:
„Undskyld… men hvis du vidste, hvad der var i den, ville du også være taget efter mig.“
POLITIET AFSLUTTEDE TIL SIDST SAGEN OM DE DOKUMENTER, DER BLEV FUNDET I HAVEN.
Men den manglende kasse blev aldrig fundet.
Det gjorde Mark heller ikke.
Hullet er siden blevet fyldt til igen, og haven er atter grøn.
Men hver gang jeg ser på det sted, tænker jeg altid på det samme spørgsmål:
Hvad fandt min nabo egentlig der… som fik ham til at være villig til fra den ene dag til den anden at forlade hele sit hidtidige liv?
