Jeg bøjede mig ned efter brevet.
Jeg læste den første linje igen.
“Mor… hvis du læser det her, har du taget fejl af mig hele mit liv.”
Tårerne gjorde det næsten umuligt at se.
– Hvad betyder det? – spurgte jeg.
Den blonde pige klemte min hånd.
– Læs videre.
Jeg trak vejret dybt.
“JEG VED, AT DU TROR, AT MINE VENNER HAVDE EN DÅRLIG INDFLYDELSE PÅ MIG. MEN SANDHEDEN ER DET MODSATTE.”
Jeg kiggede på børnene.
De græd alle sammen.
“Da vi flyttede, var jeg ensom. De lærte mig at grine igen. De førte mig ikke i problemer. De trak mig ud af dem.”
Jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen.
“De sidste tre måneder mødtes vi i hemmelighed hver lørdag. Vi gik ikke til fester.”
Drengen tog derefter en tyk mappe frem.
Fyldt med fotografier.
På det første billede holdt Angi en ældre kvindes hånd på et plejehjem.
På det andet delte hun mad ud til hjemløse.
På det tredje malede hun sammen med børn på et hospital.
– Hvad er det? – hviskede jeg.
– Det var vores weekendprogram – sagde drengen. – Det var Angis idé.
Jeg begyndte at bladre.
På hvert billede smilede hun.
Ægte.
Lige sådan, som jeg ikke havde set hende smile i månedsvis.
Brevet fortsatte.
“Jeg fortalte dig det ikke, fordi jeg vidste, du ville blive bekymret og forbyde det. Men det var de lykkeligste måneder i mit liv.”
Jeg gik i stykker indeni.
Mens jeg troede, de gled fra hinanden…
blev min datter i virkeligheden et bedre menneske.
– Dukkemanden? – spurgte jeg gennem tårer.
Den blonde pige smilede.
– Vi lavede den i billedkunst. Angi sagde, at hvis hun en dag flyttede, ville hun efterlade den som et minde til klassen. Efter ulykken besluttede vi… at give den til dig.
Jeg læste brevet til ende.
“Mor, vær sød ikke at være vred på dem. De blev min familie, da vi flyttede. Hvis der sker mig noget, så lad være med at bebrejde dem. I stedet, så giv dem et kram fra mig én gang.”
Jeg kunne ikke mere.
Jeg gik hen til børnene.
I flere minutter sagde ingen noget.
Vi græd bare.
I hinandens arme.
VED BEGRAVELSEN TURDE DE IKKE KOMME HEN TIL MIG.
De troede, jeg aldrig ville tilgive dem.
Men hele tiden havde de kun forsøgt at opfylde én ting.
Min datters sidste ønske.
Den aften gik det op for mig, at jeg ikke kun havde mistet min datter.
Jeg havde næsten også mistet dem, der havde været den lykkeligste del af hendes liv.
Og da jeg til sidst så rundt i stuen, så jeg ikke længere fremmede børn.
Men den lille del af Angi, som de havde bevaret… indtil jeg var klar til at finde den igen.
