Jeg åbnede døren og lænede mig træt op ad dørkarmen.
– Hej… jeg er glad for, at I er kommet… – mumlede jeg med hæs stemme, og derefter kløede jeg meget tydeligt på en af de grønne pletter i mit ansigt.
Der blev straks stille i gangen.
Min mosters smil forsvandt på et øjeblik.
– Åh, Mária… hvad er der sket med dig?
Jeg sukkede dybt.
– Jeg var hos lægen i går… skoldkopper. Han sagde, at det er meget smitsomt. Det er især farligt for voksne, og endnu mere for børn. To ugers streng karantæne…
Instinktivt tog jeg et skridt tilbage mod dem.
**MIN ONKEL TOG LIGE SÅ INSTINKTIVT TO SKRIDT TILBAGE.**
Sara trak straks sin lille søn ind bag sig.
– Åh gud! – råbte hun. – Barnet har aldrig haft skoldkopper!
– Og det har jeg heller ikke… – tilføjede hendes mand, mens han allerede rakte ud efter sin kuffert.
– Det gør ikke noget – sagde jeg med et uskyldigt ansigtsudtryk. – Inde i huset finder vi helt sikkert plads til alle. Vi skal jo alligevel være sammen i karantæne…
Min mosters øjne blev store.
– Sammen?
– Selvfølgelig. Alle, der kommer i kontakt med mig, anbefales også at blive observeret. Det understregede lægen specifikt.
**MIN MAND BEGYNDTE PÅ DET PERFEKTE TIDSPUNKT AT HOSTE FRA INDE I HUSET.**
– Skat! – råbte jeg ind. – Er din feber steget igen?
– Niogtredive komma otte! – lød svaret i en fuldstændig overbevisende tone.
Mine familiemedlemmer så på hinanden samtidig.
– Ved du hvad… – begyndte min moster. – Måske vil vi alligevel ikke forstyrre jer.
– Ej, kom nu! Vi er familie – smilede jeg. – Familien holder sammen.
Ingen bevægede sig.
– På en uge lærer vi helt sikkert hinanden rigtig godt at kende.
**MIN ONKEL LEDTE PÅ DETTE TIDSPUNKT ALLEREDE EFTER BILNØGLERNE.**
– Jeg kom i tanke om, at en af vores bekendte har en lejlighed til leje…
– Men I sagde jo, at I ikke havde penge til et hotel – bemærkede jeg.
– På en eller anden måde… finder vi ud af det.
Mindre end tre minutter senere var alle kufferterne allerede tilbage i bilen.
De vinkede endda.
– God bedring!
– Pas godt på jer selv!
**DA DE VAR DREJET OM HJØRNET, LUKKEDE JEG DØREN.**
Der var fuldstændig stille i nogle sekunder.
Så kom min mand ud fra soveværelset, kiggede på mit ansigt, og brød ud i latter.
Jeg kunne heller ikke holde mig længere.
Vi grinede i omkring ti minutter.
Men om aftenen ringede min telefon.
Det var min moster.
– Gæt hvad! Vi har fundet en meget fordelagtig lejlighed. Den er faktisk ret behagelig.
**– DET ER JEG VIRKELIG GLAD FOR – SVAREDE JEG.**
Efter en kort pause tilføjede hun:
– Forresten… jeg håber ikke, du er sur over, at vi alligevel ikke blev hos jer.
Jeg smilede.
– Selvfølgelig er jeg ikke sur. Tværtimod… jeg synes, at alle har haft det meget bedre på denne måde.
Siden da, hver gang de meddeler, at de “snart vil kigge forbi i et par dage”, spørger de altid først:
– Er alle raske hos jer lige nu?
Og jeg svarer altid med et smil:
– Helt raske.
Og mærkeligt nok har de siden da altid valgt at bestille en lejlighed i stedet.
