Dommeren bøjede sig langsomt ned, samlede det gulnede fotografi op og kunne ikke bevæge sig i flere lange sekunder.
– Hvorfra… hvor har De fået dette fra? – spurgte han med hæs stemme.
Kvinden smilede svagt.
– Jeg har gemt det i mere end tres år.
Publikum så uforstående på dem.
Ingen grinede længere.
Værten trådte forsigtigt tættere på.
– Kender I hinanden?
DEN ÆLDRE KVINDE RYSTEDE PÅ HOVEDET.
– Nej. I hvert fald ikke før nu.
Dommeren trak vejret dybt.
– På billedet… er min far.
Hele studiet så chokeret på ham.
Kvinden nikkede.
– Vi sang sammen i et militærkor. Efter krigen gik vi hver vores vej. Der var én ting, han bad mig om, da vi sagde farvel: Hvis jeg nogensinde fik muligheden, skulle jeg én dag synge den sang igen, som vi begge holdt så meget af.
Den ældre mands øjne blev fyldt med tårer.
– MIN FAR TALTE OM DENNE KVINDE HELE SIT LIV… JEG TROEDE, DET BARE VAR EN GAMMEL HISTORIE, HAN HAVDE FUNDET PÅ.
– Han fandt den ikke på – svarede kvinden stille.
Der blev så stille i studiet, at man kunne høre kameraernes svage summen.
Værten sænkede blikket.
For få minutter siden havde han forsøgt at skynde på hende.
Nu rakte han selv mikrofonen frem.
– Vær sød… syng den.
Kvinden lukkede øjnene.
DEN FØRSTE TONE FYLDTE RUMMET – KLAR OG VARM.
Den var ikke perfekt.
Den var ikke ung.
Men i hver eneste tone lå historien om et helt liv.
Den ene efter den anden rejste sig blandt publikum.
Snart stod hele salen op og klappede.
Dommeren forsøgte ikke længere at skjule sine tårer.
Da sangen sluttede, gik han hen til kvinden.
– DET VAR OS, DER SÅREDE DEM… SELVOM VI BURDE HAVE FØLT OS ÆREDE OVER AT HAVE DEM STÅENDE HER FORAN OS.
Den ældre kvinde klemte blot hans hånd.
– Mennesker ser ofte på, hvor gammel nogen er. Men de burde spørge, hvilken historie personen bærer i sit hjerte.
Publikum hyldede hende stående i flere minutter.
Den aften huskede ingen den mest spektakulære optræden.
De huskede kvinden, som først blev grinet af…
