Kvinden stod helt stille.
Hendes hjerte bankede så voldsomt, at hun næsten ikke kunne få vejret.
Under vandet nærmede den mørke skygge sig langsomt.
Hendes mand vinkede desperat til hende.
– Bevæg dig ikke! Du må under ingen omstændigheder bevæge dig!
En livredder, der var på vagt i nærheden, fik også øje på situationen.
Han løb straks hen mod trapperne.
– Alle skal bevare roen! – råbte han.
KVINDEN NIKKEDE SKÆLVENDE.
Efter nogle lange sekunder tegnede den mørke skikkelse sig endelig tydeligt i det klare vand.
En enorm rokke lå halvt begravet i sandet.
Den havde sandsynligvis hvilet sig, da kvinden ubevidst var kommet for tæt på den.
– Gå langsomt baglæns! Løft ikke foden pludseligt! – sagde livredderen.
Centimeter for centimeter førte han hende ud af det lave vand.
Så snart kvinden var i sikkerhed, svømmede rokken langsomt væk mod det åbne hav.
Livredderen trak vejret dybt.
– DU VAR UTROLIG HELDIG.
Han forklarede, at hvis rokken blev forskrækket, ville den forsvare sig med den stærke, giftige pig på halen.
En sådan skade kunne være meget alvorlig og kræve øjeblikkelig lægehjælp.
Kvinden kunne nu næsten ikke holde tårerne tilbage.
Hendes børn løb hen til hende og omfavnede hende.
– Vi troede, du ville falde… – sagde den yngste stille.
Hendes mand var stadig bleg.
– Intet billede er det værd.
DEN DAG GIK INGEN TILBAGE TIL TRAPPERNE.
På vej hjem råbte livredderen endnu en gang efter dem:
– Havet er smukt… men husk altid, at det er dyrenes hjem. Vi er kun gæster.
Kvinden gemmer stadig det billede, der blev taget lige før det hele skete.
Hver gang hun ser på det, tænker hun ikke på frygten.
Hun tænker på, hvor hurtigt alt kan ændre sig på et eneste øjeblik.
Og at det vigtigste minde nogle gange ikke er det perfekte feriebillede…
men at alle kunne komme sikkert hjem.
