Fedor var netop steget ned på det sidste trin, da Bujan endelig slap hans bukser.
– Nå, ser du? – mumlede han vredt. – Er du tilfreds nu?
I samme øjeblik lød der en skarp knagen.
Alle løftede hovedet på én gang.
Den gamle træstige knækkede midt over.
Sekundet efter styrtede den ned på jorden i hele sin længde.
Et stort stykke råddent træ fra taget rev sig også løs og faldt præcis dér, hvor Fedor havde stået få sekunder tidligere.
Et voldsomt brag rystede gårdspladsen.
Latteren forsvandt på et øjeblik.
Zinaida tabte sit krus.
– Åh Gud…
Hvis Bujan ikke havde trukket sin ejer ned, ville både bjælken og stigen have revet Fedor med ned fra højden.
Fedor stod chokeret og stirrede på stigen, der lå på jorden.
Langsomt vendte han sig mod hesten.
Bujan stod roligt, som om intet særligt var sket.
Den gamle bonde gik hen til ham.
Han strøg ham over panden.
– Du er ikke dum… Du reddede mit liv.
Naboerne stod tavse og så på scenen.
En af dem sagde stille:
– Dyr opdager nogle gange faren hurtigere end os mennesker.
Den dag rørte ingen længere ved taget.
Dagen efter hentede de en ny stige, og taget blev repareret af fagfolk.
Da de klatrede op, viste det sig, at de rådne bjælker kunne være styrtet ned når som helst.
Håndværkeren rystede bare på hovedet.
– Den, der havde stået der i går, havde ikke haft en chance.
Fedor sagde ikke et ord i lang tid.
Om aftenen tog han Bujans yndlingsæbler med ud til stalden.
Hesten fnøs stille og gned derefter forsigtigt sit hoved mod hans skulder.
Fra den dag af kaldte Fedor ham aldrig mere for et “dumt kræ”.
For han indså, at han den morgen ikke havde været den klogeste på gårdspladsen.
Det havde været den trofaste hest, som hellere rev sin ejers bukser i stykker… end at lade ham miste livet for altid.
