Da jeg nåede frem til skolen, ventede rektoren og skolepsykologen allerede på mig på kontoret.
Børnepsykologisk rådgivning
Døren lukkede sig bag mig.
– De må gerne prøve at bevare roen – begyndte rektoren. – Emma er i sikkerhed lige nu.
– Hvad handler det så om? – spurgte jeg med rystende stemme.
Skolepsykologen sukkede dybt.
– I løbet af de seneste uger har vi lagt mærke til den samme adfærd hos flere børn. De tager hjem og forsøger desperat at “vaske skolen af sig”.
– Hvorfor?
– Fordi nogen har fået dem til at tro, at de er beskidte.
DET VISTE SIG, AT EN AF SKOLENS NYE MEDARBEJDERE REGELMÆSSIGT HAVDE YDMYGET BØRNENE. HVIS ET BARN BLEV SMURTET MED MUDDER I FRITIDEN, FIK MALING PÅ HÆNDERNE ELLER FIK PLETTER PÅ TØJET, BLEV BARNET GJORT TIL GRIN FORAN ALLE.
“Et ordentligt barn er altid rent” – gentog personen hele tiden over for dem.
Emma begyndte at tage det mere og mere alvorligt dag for dag.
Det handlede ikke længere kun om at vaske sine hænder.
Hun følte, at hun skulle gå i bad, indtil hun var “god” igen.
Hendes nederdel blev revet i stykker i skolegården den dag.
Hun var så bange for, at jeg også ville blive skuffet over hende, at hun klippede det beskadigede stykke af og forsøgte at skylle resterne ud i afløbet.
Da jeg så hende om eftermiddagen, spurgte jeg ikke om noget.
JEG GAV HENDE BARE ET KRAM.
Efter nogle sekunder begyndte hun at græde voldsomt.
– Mor… jeg troede, at hvis jeg blev beskidt, ville du ikke elske mig på samme måde længere.
Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage.
Børneopdragelsesbøger
– Emma, lyt til mig – sagde jeg. – Tøj kan vaskes. Pletter forsvinder. Men du behøver aldrig gøre dig fortjent til min kærlighed ved at være perfekt.
Skolen undersøgte straks sagen. Flere forældre indgav klager, og den pågældende medarbejder fik ikke længere lov til at arbejde med børn.
Nogle uger senere løb Emma grinende ind i huset med mudrede sko.
Hun stoppede i døren, smilede til mig og spurgte:
– MOR… MÅ JEG FORTÆLLE OM MIN DAG FØRST, OG SÅ GÅ I BAD BAGEFTER?
Jeg smilede og krammede hende.
– Selvfølgelig, skat.
I det øjeblik vidste jeg, at det endelig ikke længere var frygten, der fulgte hende hjem hver dag…
men følelsen af tryghed.
