Rebecca trak med rystende hænder indholdet ud af gaveposen.
Det var ikke smykker.
Ikke penge.
Men et tykt fotoalbum.
På den første side var der tre små håndaftryk.
Under dem stod en dato.
»Vi var seks måneder gamle. Den dag forlod du os.«
Rebeccas ansigt blev blegt.
HUN BEGYNDTE LANGSOMT AT BLADRE.
Der var den første fødselsdag.
Den første skoledag.
Balletforestillingen.
Ansigterne, der var røde af feber, på hospitalssengene.
Julene.
Fødselsdagene.
Dimissionerne.
PÅ HVERT ENESTE BILLEDE STOD DEN SAMME PERSON VED SIDEN AF DEM.
Mig.
Rebecca tørrede sine øjne ved et af billederne.
– Jeg… det vidste jeg ikke…
Grace sagde stille:
– Selvfølgelig gjorde du ikke det.
– For du ringede aldrig til os.
På næste side var der et indrammet stamtræ.
DE TRE PIGERS NAVNE.
Deres fars.
Mit.
Men Rebeccas navn manglede.
I stedet stod der kun én sætning:
»En mor er ikke den, der føder dig. En mor er den, der bliver der hver eneste dag.«
Rebecca begyndte at græde højlydt.
– Vær søde… giv mig en chance mere!
LILY GIK ROLIGT HEN TIL HENDE.
– Vi hader dig ikke.
– Men du kan ikke bare være vores mor, når du har levet som en fremmed i femten år.
Amelia rakte hende en kuvert.
– Det her er den sidste gave.
Rebecca åbnede den langsomt.
Der var tre breve i den.
Hver af dem var skrevet af en af pigerne.
DER VAR IKKE VREDE I DEM.
Ingen bebrejdelser.
Kun ærlige ord om, hvordan det havde været at vokse op uden hende, og hvor mange tårer, hvor meget savn og hvor mange spørgsmål hun havde efterladt sig.
I slutningen af brevene stod den samme sætning:
»Tak, fordi du gav os livet. Men den kvinde, der opfostrede os, var vores bedstemor.«
Rebecca sank grædende ned på sofaen.
Jeg gik stille hen til døren og åbnede den.
Jeg behøvede ikke sige noget.
Hun forstod det.
Hun rejste sig langsomt, så endnu en gang på de tre piger og gik derefter ud med tårer i øjnene.
Da døren lukkede bag hende, puttede Lily sig ind til mig.
– Mor… jeg håber, du nu ved, at du altid vil være vores eneste rigtige forælder.
I det øjeblik kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage.
For femten års træthed, kamp og kærlighed havde i én eneste omfavnelse fået den største belønning, jeg nogensinde kunne have ønsket mig.
