Slangen gled langsomt hen imod mig.
Jeg stivnede.
Turistguidens advarsel rungede igen og igen i mit hoved.
„Gå aldrig tæt på vilde dyr!“
Det var allerede for sent.
Dyret gled helt hen til mine fødder.
Det gjorde ikke en eneste pludselig bevægelse.
Det løftede ikke hovedet for at angribe.
DEN STANDSEDE BARE FORAN MIG.
Den vendte sig langsomt om og satte kurs mod klitterne.
Efter nogle få meter kiggede den tilbage.
Som om den ventede på, at jeg skulle følge efter.
– Det her er vanvittigt… – hviskede jeg.
Alligevel begyndte jeg at følge efter den.
Slangen havde ikke travlt.
Indimellem standsede den og ventede altid på, at jeg skulle indhente den, før den gled videre.
TI MINUTTER SENERE VAR VI ALLEREDE LANGT VÆK FRA DEN RUTE, TURISTERNE BRUGTE.
Vi nåede frem til en smal, klippefyldt dal.
Slangen forsvandt bag en større sten.
Da jeg gik hen til den, så jeg chokeret, hvorfor den havde ført mig hertil.
To små hvide slanger kæmpede for at komme fri af et gammelt plastiknet.
Sandsynligvis havde nogen ulovligt sat det op som en fælde og derefter bare forladt det.
De små dyr kunne næsten ikke bevæge sig længere.
Moderslangen holdt nervøst øje med hver eneste af mine bevægelser, men angreb ikke.
FORSIGTIGT TOG JEG MIN LOMMEKNIV FREM.
Det tog flere minutter, før det lykkedes mig at skære gennem den tykke plastik.
Den ene lille slange slap straks fri.
Den andens hale sad stadig fast.
Til sidst lykkedes det mig også at befri den.
Begge de små slanger gled hen til deres mor.
I nogle sekunder lå de helt stille.
Så forsvandt de tre dyr langsomt mellem klipperne.
JEG STOD STADIG DER OG PRØVEDE AT FORSTÅ, HVAD DER VAR SKET.
Da jeg kom tilbage til lejren, fortalte jeg alt til turistguiden.
Først troede han ikke på mig.
Men næste dag gik vi tilbage sammen.
Resterne af nettet lå stadig der.
– Nogen må regelmæssigt have fanget dyr her – sagde han alvorligt.
Fælden blev fjernet, og naturbetjentene undersøgte hele området.
Senere fandt jeg ud af, at de havde fundet flere lignende ulovlige fælder.
HVIS JEG DEN DAG HAVDE VENDT RYGGEN TIL DEN SÅREDE SLANGE, VAR DER SANDSYNLIGVIS INGEN, DER HAVDE OPDAGET DEM.
Mange siger, at slanger ikke føler taknemmelighed.
Måske.
Men én ting er jeg sikker på: Den dag forfulgte det sårede dyr mig ikke.
Det viste mig, at den største hjælp, vi giver, nogle gange finder stille vej tilbage til os… bare i en helt anden form, end vi havde forventet.
