Michèle Bellaiche og Andreas Mathew har taget sig god tid, men nu er ventetiden forbi. To år efter deres bryllup er ægteparret endelig flyttet sammen under samme tag.
Parret blev hemmeligt gift for to år siden, men selvom de blev mand og kone, fortsatte de med at have hver sin bolig.

Tidligere på året fortalte Michèle dog, at der var begyndt at ske noget på den front. Planen var, at Andreas skulle flytte ind hos hende i juli.
Og planen blev gennemført.
Da HER&NU mødte parret fredag aften til premieren på „Olivia – og skyggedansernes hemmelighed“, kunne tv-værten fortælle, at de nu endelig deler hjem.
„Vi har det dejligt. Vi er jo flyttet sammen. Nu er det vores hjem,“ sagde Michèle.
Andreas Mathew kunne også mærke, at det nye kapitel er kommet godt fra start.
„Det går rigtig godt. Vi er rigtig glade. Efter to år er det fedt at kunne være sammen,“ fortalte han.
Indtil videre har sammenflytningen altså ikke givet anledning til de store konflikter. Heller ikke når det gælder indretningen, har parret haft de store sammenstød.
De har nemlig haft hele to år til at overveje, hvilke møbler der skulle med videre.
„Vi har haft to år til at vælge det. Vi har meget samme smag, så der er kun enkelte ting, hvor vi har tænkt ’arh’,“ forklarede „Go’ morgen Danmark“-værten.
Der er dog andre små hverdagsbeslutninger, som parret endnu ikke har nået at blive uenige om.
Når det eksempelvis kommer til spørgsmålet om, hvad der skal i indkøbskurven i Netto, har de endnu ikke haft tid nok til at finde ud af, om de er lige så enige.

„Ikke endnu. Det er nyt endnu. Det er for tidligt, du spørger,“ sagde Michèle med et grin.
Sammenflytningen har samtidig fået Michèle til at opdage en ny side af sig selv.
Hun har altid betragtet sig selv som et ordensmenneske, men det billede har ændret sig efter mødet med Andreas.
„Jeg troede, jeg var et ordensmenneske, men så mødte jeg et større ordensmenneske, så nu er jeg et rodehoved uden at være det,“ fortæller hun.
Der er dog ét familiemedlem, som også har skullet vænne sig til den nye situation.
Michèles hund Sherlock har været en del af hendes liv i 13 år, og nu skal den firbenede ven altså dele hjem med en mand.
Men hvis man spørger Michèle, er Sherlock langt fra utilfreds med forandringen.

„Han har mere været over dig og ligeglad med mig. Meget forelsket i dig,“ sagde hun grinende til Andreas.
Det nye fælles hjem ser dermed ud til at være kommet godt fra start – også selvom Sherlock allerede har fundet sin helt egen favorit i huset.